At være eller ikke være.. Specialeskriver

Jeg skriver speciale på mit studie for tiden. Specialet har den funktion, at det skal afslutte de seks år eller mere, som man har brugt på at studere og det med en større skriftlig opgave. I mit tilfælde skal jeg, da jeg studerer sociologi, undersøge et sociologisk fænomen og bevise at jeg mestrer sociologiske teorier og metoder undervejs, samt at jeg er i stand til at reflektere kritisk over min egen formåen og tilgang. I mange studerendes øjne er specialet et stort og uoverskueligt projekt, der for nogle endda udmunder i både faglige og personlige kriser.

Jeg har ikke fået krise endnu, men jeg må indrømme, at jeg så småt er begyndt at mærke en snært af præstationsangst. For selvom vores vejledere gør meget ud af, at specialet bare er en opgave ligesom alle andre, og at den ikke skal repræsentere alt hvad vi har lært gennem vores studie, så er det ikke sandt. Specialet er på ingen måde magen til nogle af de opgaver jeg før har skrevet. For det første er det mere end fem gange så stort og for det andet, er kravene til pensum enorme, ja nærmest uoverskueligt store. Derudover så er der en klar forventning fra vejledernes side om at vores specialer skal bidrage til videnskaben, hvilket vil sige, at vores arbejde meget gerne skal være så tilstrækkeligt videnskabeligt, at vi efterlader et ”aftryk” med vores producerede viden. Det skal med andre ord holde vand, så andre fremover vil kunne nyde godt af den fremskaffede viden.

Nogle dage bliver jeg så overvældet af denne opgave, at jeg ikke engang orker at tage fat på mit speciale, og andre dage er det ingen sag, og jeg kaster mig over det, som om det ikke er spor farligt. Men de dage, hvor det forekommer mig helt uoverskueligt, så er det virkelig rart at have digital TV, for så kan jeg bare smide fødderne op, og slå hovedet fra et øjeblik, og bare nyde min fritid, mens jeg ser en god film eller serie.

 

Photo credit: http://www.greenpacks.org

Skriv et svar